Din browser understøtter endten ikke JavaScript, eller du har slået det fra under indstillinger.
Til Forsiden
Velkommen ombord
Christina har netop været i Stockholm, for at tage fotos af Fair Lady en 89 fods motoryacht, som vi har tilsalg på www.bigblueyacht.com. Vi er i gang med udvikling af charter forskellige steder også med Hispaniola som har første tur i marts måned. Vi har nu aftale med pensionat og bådudlejning på Azorerne og truffet aftale om samarbejde omkring CE mærkning af udenlandske både. Christina arbejder fortsat i København, LOKK, som hun er rigtig glad for. Jens CHristian underviser fortsat mandag og fredag og arbejder ellers på klædefabrikken de øvrige dage. Børnene er glade, men savner fortsat meget, at bo tættere på deres venner og skolen. Til foråret holder vi en fest i Caribien med foredrag om vor tur - mere om dette på

www.hispaniola.dk




Julen sidste år glemmes aldrig. Jane og Orion fra Canada fløj hjem den 19. december efter 20 dage ombord på Hispaniola og den 21. december landede Mette og Kim i Florida, hvor vi lå for mooring og holdt jul i 24 graders varme. Hispaniola er nu endelig kommet på værft, hvor hun i løbet af januar og februar 2007 vil blive lakeret og få nyt elektronik. Selv har vi netop haft vor første ordre på vor forretning:

www.bigblueyacht.com

- det var en god oplevelse. Børnene er vel tilbage og drømmer tit om vores tur, men også at komme til at bo tættere på skole og ikke mindst venner. Jens Christian har ofte tankerne på det, dervforegik ude på Atlanterhavet og spejder ofte ud over havet med en større respekt end tidligere.

Hispaniola ligger nu i Nivaa havn på vej ind til Jacob Jensens bådeværft. Her skal hun på land og i hal for vinteren, hvor hun bliver lakeret og får ordnet flere ting, der trænger til vedligeholdelse.

Til næste år begynder vi vor foredragsrække.

Den 15. november 2006 er startskuddet for et nyt eventyr. Det nye eventyr finder du på følgende adresser:

www.bigblueyacht.com

Hispaniola er i Helsingør, ombord bor Karen fra New York og David fra Belgien. Selv bor vi på Lerbakkevej 48 i Helsingør. Erik og Gerda har netop besøgt os - var samen på Louisiana og hjemme hos os. Til april kommer Maggie og hendes famile. Det har været godt, at se nogle af dem vi mødte "derude". Vi nyder samtidig at se jer "herhjemme".

Torsdag den 7. september 2006 ankommer Hispaniola til Helsingør Nordhavn sen eftermiddag / aften - hvis vejret tilader det. Christina ved besked på telefon 35 10 67 37 allerede tirsdag aften.

Hispaniola nu på dansk farvand - søndag den 20. august ankom hun stolt til Esbjerg havn, hvor hun nu ligger og venter på at komme til Helsingør. Hispaniola har indtil nu sejlet i alt 10903 sømil siden vi sov i hende første gang den 11. juli 2005. Vi er hjemme igen alle sammen, Jens Christian skal blot bruge 4 dage på at sejle Hispaniola helt hjem. Det har været en helt igennem fantastisk tur, der har rykket os så mange mil, derhen hvor vi gerne ville hen, før vi tog afsted. Af nye eventyrer ligger og venter, ved vi godt, men eventyret med Hispaniola vil vare for evigt hos os alle 5. Til alle der har fulgt os, skrevet til os eller blot haft os i tankerne, siger vi mange tusind tak. Den interesse, accept og respekt vi har mødt, efter at have været kommet hjem, har virkelig været overvældende. Vi er rigtig glade for at være hjemme og glæder os til igen at få set jer vi holder så meget af. Tak for at vi ikke mistede jer, fordi vi valgte anderledes. Det kunne ikke være anderledes for os - det var vigtigt for at komme videre og vi kom meget videre og har gjort så meget mere erfaring, end vi forestillede os, før vi tog afsted.

Christina tatoveres
Positioner
18. Dec 2006 kl. 18:12:05
Jacob Jensens Bådeværft
Længde: 13°09'22
Bredde: 55°50'31

12. Sep 2006 kl. 10:09:58
Helsingør Nordhavn, Danmark
Længde: 13°01'10
Bredde: 56°12'31

01. Sep 2006 kl. 20:09:56
Hirtshals Havn
Længde: 09°51'44
Bredde: 57°07'30

25. Aug 2006 kl. 10:08:07
Esbjerg Marina, Danmark
Længde: 07°18'08
Bredde: 56°04'02

09. Aug 2006 kl. 22:08:30
Roompot Inlet, Holland
Længde: 03°29'40
Bredde: 52°51'02

14. Maj 2006 kl. 02:05:21
South Beach, Miami, Florida
Længde: 80°19'45
Bredde: 25°23'07

10. Apr 2006 kl. 03:04:07
Sampsons Cay Club Marina
Længde: 72°02'60''
Bredde: 19°51'01''

28. Feb 2006 kl. 15:02:38
San Salvador
Længde: 74°02'08''
Bredde: 22°31'19''

13. Feb 2006 kl. 04:02:53
Georgetown, British Com..
Længde: 75°14'15''
Bredde: 23°02'32''

07. Feb 2006 kl. 21:02:48
Nassau, Bahamas
Længde: 77°21'34''
Bredde: 25°05'35''

06. Jan 2006 kl. 04:01:57
Key West, USA
Længde: 80°58'60''
Bredde: 24°19'54''

01. Jan 2006 kl. 18:01:13
Vero Beach, Florida
Længde: 79°21'01''
Bredde: 26°49'10''

07. Dec 2005 kl. 00:12:33
Titusville, Florida
Længde: 79°00'45''
Bredde: 27°29'40'

01. Dec 2005 kl. 18:12:11
St. Augustina, Florida
Længde: 79°12'11''
Bredde: 28°38'32''

26. Nov 2005 kl. 22:11:22
Savannah, Georgia
Længde: 80°59'03''
Bredde: 31°49'40''

13. Nov 2005 kl. 15:11:04
Charleston, South Carolina
Længde: 80°33'32''
Bredde: 33°06'12''

25. Okt 2005 kl. 14:10:48
Oriental, North Carolina
Længde: 76°41'73''
Bredde: 35°01'47''

24. Sep 2005 kl. 21:09:24
Deltaville, Virginia
Længde: 76°20'19''
Bredde: 37°34'45''

09. Sep 2005 kl. 18:09:49
Washington DC, USA
Længde: 78°07'20''
Bredde: 37°07'12''

04. Sep 2005 kl. 18:09:16
Annapolis, Maryland
Længde: 77°03'09''
Bredde: 38°00'42''

27. Aug 2005 kl. 01:08:27
Baltimore, Maryland
Længde: 75°53'50''
Bredde: 39°22'15''

06. Aug 2005 kl. 02:08:51
Niantic Bay, Connecticut
Længde: 72°12'06''
Bredde: 41°02'18''

31. Jul 2005 kl. 17:07:12
Jamestown, Rhode Island
Længde: 71°55'27''
Bredde: 42°14'40''

23. Jul 2005 kl. 00:07:56
Newport, Rhode Island
Længde: 71°20'09''
Bredde: 42°24'53''

14. Jul 2005 kl. 20:07:05
East Greenwich, Rhode Island
Længde: 72°12'05''
Bredde: 42°42'12''

14. Jun 2005 kl. 22:06:30
Hellebæk, Turbinevej
Længde: 12°33'55''
Bredde: 56°04'14''

Logbog
25. Aug 2011 kl. 16:08:17 af Jens
Så er der atter vind over BigBlueYacht - læse mere på www.synergi2010.dk

20. Jan 2007 kl. 11:01:31 af Jens
Logbogsside nummer 21 - Hispaniola står inde i opvarmet hal hos Jacob Jensens Bådeværft, København. Hun søsættes til marts, hvor hun igen sejler nordpå til Helsingør Nordhavn. Hun skal på eventyr allerede i april - klik på www.bigblueyacht.com og gå ind under "havsejladser" - så kan du læse mere. Emilie, Joachim og Jacob er glade for deres hverdag og deres venner og familie. De har det godt og glæder sig, hvis vi flytter tættere på skolen. Christina arbejder i København, hvor Jens Christian også underviser mandag og fredag. Ellers arbejder Jens Christian på klædefabrikken tirsdag-torsdag. Vi holder snart foredrag for jer alle. Fredag den 19. januar gik til stockholm for at tage fotos m.v. af Fair Lady - dette er vor største båd, som vi har til salg på www.bigblueyacht.com - se eventuelt under "skibe til salg" og dernæst "superyachts". Vi glæder os til Odette og Maggie kommer og besøger os og er glade for den kontakt vi har til Gerda og Erik. Rob, Bob, Ric, Anton, Karen og David taler vi også ofte med, ligesom kontakten til gasterne Jens, Kim, Henrik og Tomas er god. Men tiden går alt for hurtig - derude havde vi oceaner af tid, hvor vi havde tid, til bare at sidde og glo, loppe sig, læse i timer, svømme og løbe og bruge timer på madlavning. Sådan er det ikke helt herhjemme. Vi foretrækker dog, at være blandt jer og være hjemme - igen.

03. Dec 2006 kl. 19:12:19 af Jens
Logbogsside nummer 20 - så blev nummer 19 alligevel ikke den sidste i rækken af logbogssider. Karen og David er taget til Paris, hvor de nu bor. Erik og Gerda er også taget hjem igen til Pennsylvenia. Anton fra Rusland kommer måske inden jul og Maggie og Odette kommer den 1. april, hvor Emilie fylder 12 år. Hispaniola var vært ved kortklubbens efterårsspil og dagen efter sejlede vi til Nivå, hvor hun nu ligger. JK Marine Service har nu foretaget vintereftersyn på motoren, tanken er renset (der røg 1/4 tons diesel) og hun er i god stand.

11. Nov 2006 kl. 08:11:18 af Jens
Logbogside - måske den sidste på denne side. Hispaniola har Karen og David boende frem til den 15. november. Det er den dag, denne side skifter adresse til www.hispaniola.dk. Den 17-18. november sejles hun ind til Jacob Jensens bådeværft og kommer på land. Får masten af, blvier malet og ordnet og bliver så søsat og sejlet retur til Helsingør. Så vil hun være klar til hendes nye eventyr - det finder du på de nye adresser - hun skal sørme afsted igen.

15. Okt 2006 kl. 18:10:40 af Jens
Logbogsside nummer 18 – Der ligger hun i Helsingør Havn. Ingen eller få omkring hende ved, hvad hun har oplevet. I øjeblikket bor Karen fra New York og David fra Belgien ombord. De bor her hele efteråret og vinteren. Snart skal hun på værft og blive lakeret på ny. Og snart skal hun på nyt eventyr, ud at sejle igen, efter hun er blevet lakeret og igen gjort 100% i orden. Selv er vi nu alle hjemme og godt i gang med alt det, vi lavede før vi tog af sted. Først nu her i oktober begynder vi at komme til overfladen og får overskud til at invitere jer igen som vi gjorde før i tiden. Sikken velkomst I alle ellers har givet os. Vi er så taknemlige for, at kunne vende tilbage til åbne arme og en imødekommelse, vi slet ikke turde tro på. Snart sker der noget nyt for os, ellers er det den daglige rytme, tilbagevenden, hverdagen, børnenes ve og vel, venner og familie, traditioner, julehygge, påskefrokost, sankt hans, fødselsdage og meget mere af alt det, livet også handler om. Vi har allerede besøg af vor nye venner, til oktober kommer der flere og til januar endnu en. Det er dejligt at få besøg, ligesom vi også gerne vil besøge. Vi vil bare passe på, ikke at miste det, vi fik lært på turen. Næste tiltag herfra sker den 15. november 2006.

09. Aug 2006 kl. 22:08:23 af Jens
På vej hjem igen og igen. Den 20. maj fra Miami, USA Den 28. maj fra Nassau, Bahamas Den 10. Juni fra George Town, Bermuda Den 13. juli fra Horta, Azories Den 30. juli fra Brighton, England Den 02. august fra Dover, England Den 16. August fra Roompot, Holland En alt for lang tur hjem med alt for mange udfordringer. Men Hispaniola klarer sig godt. Helsingør lader bare vente på sig - gad vide om hun ikke har sejlet nok - det bliver til næsten 11.000 sømil på 13 måneder eller 900 sømil pr. måned eller næsten 30 sømil hver enest dag.Atlanterhavssejladserne gav os udfordringer, vi påsejlede hval, lå i vindstille i dage, fik alt for meget vind, ødelagt forsejl, utæt rorstamme og en del andre ting, som dog alle er blevet ordnet undervejs. Motoren blev udskiftet til en nyrenoveret på Azorerne - den holdt en halv time. Vi er blevet slæbt ind med slæbebåd til Bermuda, Azorerne, England og af kystvagten i Holland, der giver bøder på 170 Euro for hver konkylie eller hvert stykke koral, man har med ombord - og vi havde mange ombord. Jep det har været en hård tur med uregelmæssige udskiftninger af besætninger og alt for lidt søvn i alt for lang tid. Vi har sejlet over Atlanterhavet uden motor - hvad gør man, når strømmen er borte og store skibe styrer lige på en i den engelske kanal. Hvad gør man når ens private "vejrmand" ringer en op og siger "Se at komme væk derfra, den har vendt og kommer med øget hastighed", hvad gør man, når vandet slipper op eller begejstringen over at se hvaler gør, at man påsejler en. Hvad gør man, når savnet bliver for stort og tiden går i stå eller når det er umuligt at sove eller lave mad. Hvad gør man - man skynder sig alligevel hjem og siger "aldrig mere" lige indtil man er på land, så er længslen til "derude" der straks igen.

14. Maj 2006 kl. 02:05:09 af Jens
Logbogsside nummer 16 - Hvordan tror du det er ???? - Tænk at have været sammen 24 timer i døgnet i mere end 10 måneder - have sejlet næsten 6.000 kilometer og været i 12 stater i USA samt på en masse øer i Caribien. Have været bange sammen, set skræk i øjnene på hinanden, have grint og været lykkelig alle sammen, have mødt flere hundrede nye mennesker og fået mange nye venner - mange vi aldrig kommer til at se igen og nogle vi helt sikkert kommer til at se igen. Vi fandt en lykke derude, vi tager med hjem. Den 12. maj fløj Christina, Emilie, Joachim og Jacob hjem til Danmark og Jens Christian er tilbage. South Beach er selvfølgelig ikke det værste sted, at være "ungkarl" med egen båd. Men der er sket noget - noget helt andet, for sådan en tur, vi har været på, rykker virkelig noget i en og for vores tur, har det været et positivt ryk. Vi fandt, hvad vi søgte og vender stærke hjem. Vi var stærke da vi rejste, ellers have vi ikke rejst, men turen lærte os så meget mere, end vi kunne forestille os. Det er slet ingen dum ide og vi kan kun varmt anbefale noget lignende. Vi kommer til at skulle afsted igen - men om lang tid - meget lang tid, fordi vi samtidig har savnet så meget jer alle. Vi har set rigdomme og fattigdomme, ondt og godt og kan kun takke for at vi lever i Danmark. Snart skal Hispaniola på sin tur hjem - hun er klar - ligger bare og venter på godt vejr - Jens Christian sejler med Rob Jordan - det er ham, der fløj til Bosten, da vi skulle købe hende. Fra Bahamas sejler Kim Møller med og på Bermuda kommer Henrik og sejler med til Azorerne. På Azorerne venter Jens som sejler med hjem - det er fantastiske venner vi har - TAK. Næste dagbog bliver fra Danmark og så igen fra Hispaniola på sin færd over atlanterhavet.

10. Apr 2006 kl. 12:04:41 af Jens
Logbogsside nummer 15 – snart om ikke så længe forlader vi Caribien og sejler nordpå til Nassau i Bahamas. Derfra går sejladsen igen til USA, hvorfra Christina og børnene flyver hjem. Vi savner jer rigtig meget og glæder os meget til at se jer. Det er også derfor vi kommer hjem. For det at ”cruise” kan vi godt blive afhængige af. Jens Christian har netop haft et job med at skulle lave tegninger på et renoveringsprojekt. Da der ingen skat er at betale blot en høj moms på varer, tjente vi godt. Det blev til ca. 4.000,- om dagen ”efter skat”. Det varede dog ikke så længe da vi ikke var taget ud for at arbejde og pengene er næsten allerede brugt på marina. Ophold i marinaer med vand og strøm koster typisk 700,- om dagen. Netop nu ligger vi Sampson Cay Club Marina, hvor også trawleren ”My Ami” ligger. Gerda og Erik som ejer trawleren har vi været en del sammen med og det er rart for os. Børnene er helt vilde med dem og vil meget hellere være sammen med Gerda og Erik end mange børn vi møder undervejs. Det pudsige er, at selvom der sejler mange både rundt her i Caribien – næsten en million både hvis de sydligste stater tælles med – så møder vi hele tiden de samme igen og igen. Forleden var vi til børnefødselsdag – på stranden selvfølgelig, det var lige til vi nåede det, for vi havde været til suprpriseparty på båden Turtle samt til morgenmad på båden My Ami forinden. Nogle gange føler vi at have ligeså travlt som vi havde derhjemme, men det er stadig helt op til os selv. Det er fristende at fortsætte, Kim kommer over og Jens Christian og ham sejler båden hjem. Men vi kunne sejle den til Middelhavet og tage et år der. Nej vi drøftede det kun kort og har besluttet at I derhjemme er for vigtige.

21. Mar 2006 kl. 15:03:39 af Jens
Logbogsside nummer 14 – Conception Island, Caribien – vi ligger mere for anker end vi sejler. Men snart skal Hispaniola også over Atlanterhavet og der får hun sejlet meget igen. Hvorend vi kaster vort anker, er vandet klart, sandet hvidt og vejret med solskin. Temperaturen er dagligt over 30 grader og vi snorkler og dykker hver morgen. Snart stopper fisketilladelsen efter Hummer – de skal yngle, men ellers er havet omkring os godt fyldt med andre fisk, der hver aften ender på vor grill. Vi har det godt – er blevet dovne og får ikke lavet så meget – tingene er blevet mere besværligt, jo længere sydpå vi er kommet. Snart vender vi Hispaniola og vender igen nordpå. Om St. Croix eller Kingston bliver et stop, ved vi ikke endnu. Vi er meget afhængige af vejret. Christina og børnene rejser hjem midt maj og Kim kommer over og sejler båden hjem fra 1. juni – vi glæder os stadig til at komme hjem, men overvejede på et tidspunkt af følges med nogle venner gennem Panama til Galapagos og videre. Det gør vi nu ikke – vi skal hjem og glæder os til at se alle jer vi savner. Og så komme i gang igen med job og hverdag og finde et sted at bo. Børnene har det godt, taler så flot engelsk nu. Vi har lært så meget – om sejlads og livet. Fysisk er vi kommet i topform og sindet er blevet luftet godt og grundigt. Det blev for meget Florida, men hold da op, hvor er Caribien skønt – ikke så underligt, her er så mange. For vi er ikke alene og vi har endnu ikke kunne finde en ankerplads, hvor vi kunne være alene. Men det giver lidt tryghed at se andre. Til en lokalmusikfestival mødte vi 2 andre dansker – Erik og Gerda som sejler i deres trwaler Nordhavn 47 – det er alletiders, men havde været ude så længe, at de aldrig havde set Matador. Vi lånte dem Billedbladet og afsnit 1-4 af Matador. Om søndagen er vi i kirke og ellers går dagene med at lære at dykke. Vi skriver igen i vor logbog før afrejsen og Atlanterhavs sejladsen.

13. Feb 2006 kl. 04:02:54 af Jens
Logbogsside nummer 13 – Georgetown og vi måtte gå ind til øen Highborne Cay, British Com.. fordi en koldfront kom fra den Dominikanske og Haiti og ville give vind nær stormstyrke. Koldfronten eller lavtrykket kom og gav vind. Denne gang fik vi ingen tæsk, ikke som da vi lå ved Chub Cay, Bahamas. Det var der vi fik smadret vor ankerrulle og havde vand på dækket, fordi båden krængede så meget, mens vi lå for anker. I Highborn Cay var der helt fantatisk. Øen er privatejet og både lufthavn, powerplant (energianlæg), vandanlæg og marinaen er lavet for ejeren. Marinaen er dog åben for sejlere som os, bare vi betaler prisen. Alt koster på øen, men det er også et sandt paradis, hajerne svømmer rundt i marinaen og der er hvide sandstrande overalt med azurbloåt vand. Dem der arbejder her, tager den med ro – de fleste er af afrikansk afstamning, kun ejeren er med rødder fra nordeuropa. Bådene som kommer her er store, vi lå ved siden af en større båd, hvor det var hr. og fru Green, der sejlede i den. Det var nu ikke dem selv, der sejlede for besætningen lavede alt arbejdet. Om natten var der gående vagter på båden og på molen og om dagen var der vagter med, når parret var ude for at cykle. Vi ser iluguaner og de flotteste fisk og fugle og papagøjer. En lille time lå vi udenfor marinaen og ventede på at der skulle blive plads og der vi fik grønt lys for indsejlingen, skulle ankeret op. Det havde sat sig fat i en koral og en time gik med det. Jens Christian måtte dykke for at få ankeret fri – det var udramatisk, men vi vidste heller ikke, at 10 hajer svømmede inde i marinaen. Det er på grund af alle de fisk, der bliver smidt i vandet, efter rensning af dagens fangs. Her kommer folk flyvende til og tager ud og fisker fra både. Bådene er sejlet hertil og sejler ud et par dage og vender så tilbage. Vi oplever paradis, meget mere paradis end Florida. Vel kunne vi lide klimaet og naturen i Florida, men alle de mennesker ødelagde virkelig meget. Hvor vi er nu har vi strande for os selv og selvom vi er med i et kæmpe netværk at langturssejlere, er vi også alene. Dog aldrig mere alene end at den daglige høflighedsfrase til de andre sejlere skal klares over radioen. Dagene går hurtigt og vi har det godt. Vi taler om at vi glæder os til at komme hjem og påbegynde vor normale liv. Dette bliver ikke vort normale liv, børnene vil gerne have almindelige kammerater og gå i almindelig skole, opleve forskelle på årstider og få en leverpostejmad med agurk. Og vi voksne har ikke råd til at vi ikke arbejder, før vi engang skal pensioneres. Der er stressende at være blandt så rige mennesker, som George Wallner og hans kone Lisa som har sejlet jorden rundt i 12 år i deres 107 fods trawler. Stressende fordi vi godt ved, at boligpriserne er steget mens vi er væk og vi skal betale en million mere for vort hus, end da vi solgte det. Alt er dyrt og kræver mange penge, så vi bruger mange og så skal vi hjem og bruge endnu flere på bolig. Men sådan er det og vi oplever så meget godt på turen, så meget vi ikke ville være foruden. Vor sejlererfaringer og egenskaber er blevet styrket og vi alle kan nu sejle, navigere og klare vind og vejr. Vi er knap så bange mere, men har også sejlet mere end 3.000 mil og kommer til at sejle mere end det dobbelte, før vi atter er hjemme. Vi glædes over at kunne læse, Karen og Tomas har fået en dreng – stort tillykke. Det var spændende og rar læsning om turen til Afrika og dejligt I er vel hjemme med ham og selvfølgelig Andrea. Dejligt at høre alt er vel hos venner og familie og godt, der ikke skete mere ved biluheldet. Snart kommer besætningen og så skal Hispaniola sejles hjem. Flyet lander lørdag den 13. maj kl. 15.15 i Kastrup, så er vi hjemme med børnene, Hispaniola kommer lidt senere med skipper og besætning. Tak for hjælp med at finde rundt i grundene og tak for mails fra alle jer, der har sendt os en hilsen. Vi sejler snart videre, skal lige sydligere og udforske den sydlige del af caribien. Vi kan alligevel ikke sejle hjem før vinteren er forbi og vi kan ikke flyve hjem, for vi har ingen steder at bo. Derfor sejler vi lidt rundt i det sydlige, drikker rom og cola dagen lang, underviser børnene med en lille bøhmand på og dykker og svømmer til vor hud går i opløsning. Vi ses snart igen og skriver sådan, for her i Caribien ved vi aldrig, hvornår man kan få internet adgang.

08. Feb 2006 kl. 12:02:29 af Jens
Logbogsside nummer 12 – nu er vi kommet mere syd og øst over og har forladt USA. Sejladsen til Nassau blev en stormfuld færd. Vi sejlede i 3 dage og måtte søge ly for storm og torden ved en lille ø ved Bahamas. Der fik vi netop kastet anker som vinden steg fra 25 til 40 knob og ankerrullen knækkede med det samme ankeret fik fat i en koral. Gudskelov at ankeret fik fat i en koral, for det holdt os på plads den nat. Men vindretningen ændrede sig og det regnede og blæste for meget til at vi kunne flytte os. Bølger på 12-15 fod væltede ind på det lave vand, hvor vi lå for anker og det gav os så meget ”rock n´roll”, at vi konstant havde vand på dækket. Det var svært at sove den nat og de 3 forrige døgn havde vi sejlet og havde ikke fået meget sov. Så alt i alt var det blevet en hård tur over Gulfstrømmen til Nassau. Nu ligger vi i Nassau og slikker vor sår og tænker på den nat, hvor vi var bange. Der lå vi i en storm og kunne miste båden. Det var uhyggeligt og på det tidspunkt ville en seng derhjemme have været bedre. Der lå man og var bange, blev kastet rundt og kunne høre, hvorledes vind og vand sled på Hispaniola. Ja havde vi blevet hjemme, var vi ikke kun blevet rigere, men også havde vi været mere trygge. Og så igen giver denne tur os så meget mod og styrke. Vi har overlevet udfordringer, der virkelig kræver, været i situationer man ikke ønsker og har konstant måtte tage stilling og ansvar. Da vi lå på værft i Florida gav vi Hispaniola en helt ny bund og samme sted blev hun overmalet, da en fiskerbåd ved siden af sprøjtemalede. Det gav os unødige problemer og vi måtte henvende os til politiet og skrive breve og snakke med forsikringsselskab og meget mere. Vi har ligget i storm, været på grund, set boligerne derhjemme blive endnu dyrere, savnet jer derhjemme, har haft gæster ombord, mødt nye mennesker, stødt på muligheder og begrænsninger, undervist vore børn, være støtte for hinanden, blive flået af pengegriske marineejere, haft motorproblemer i trafikale indsejlinger og knoklet med Hispaniola. Det kan være svært at beskrive, hvorledes man svarer på spørgsmålet, om man har haft en god ferie. Vi oplever os styrket og stærkere end nogensinde, både som familie og individuelt. Vi har rigtige mange gode oplevelser og stunder med lykkefølelser over at være sammen, være i live, være til, være på vandet og være på vej. At sejle er også at leve – vi kan ikke styre vinden, men vi kan justere vore sejl. Vi nyder nu at være kommet væk fra USA – fandt aldrig helt ud af, hvorfor det er Guds eget land – bortset fra den pragtfulde natur, de er så heldige at have. Vi har derimod oplevet, hvorledes tropiske øer i Caribien er og hvorledes livet leves her. Og det er fantastisk at se koraller og sværdfisk, delfiner og palmer og sandstrande og klart vand og alt det, der hører til det, vi drømte om. Vi er på vej hjem og glæder os til at være sammen med jer igen. Christina, Emilie, Joachim og Jacob flyver hjem og Jens Christian sejler hjem. Jens Christian er så stolt over familien og hvorledes udfordringerne tackles med smil på læben og godt humør. Vi bliver flået og tæsket og alligevel har vi masser af energi, overskud og lyst til livet. Når vi er hjemme vil vi bo på Hispaniola i Helsingør Nordhavn – til at starte med. Vi forlader Nassau nu og skal til Regatta i Georgetown som ligger nede ved Haiti og den Dominikanske – så er der ikke langt til hverken St. Croix eller Kingston. Vi vil formentlig ikke have megen mulighed for internet adgang meget mere og derfor kan det være, at hjemmesiden ikke bliver opdateret så ofte mere. Vi er hjemme om ca. 3 måneder og Hispaniola om 4 måneder. Når vi er vel hjemme, har vi sejlet 10.000 mil, renoveret Hispaniola, undervist vore børn, mødt mindst 100 nye mennesker, skrevet flere hundrede sider og læst tusindvis af ord og talt engelsk i måneder. Vi kommerv hjem med en fyldt rygsæk af minder og erfaringer om både livet og om at sejle. Vi ved vi kan bruge meget at det, vi har lært på turen i livet fremover og vi voksne vil aldrig glemme, hvor stærke vore børn er - i alle situationer - gud vor vi elsker jer alle 3 Emilie Joachim og Jacob.

23. Jan 2006 kl. 14:01:05 af Jens
Logbogsside nummer 11 - Så skulle Hispaniola være klar – klar til at vi kan forlade USA. Vi provianterer og provianterer. Listen bliver kortere og kortere, men er fortsat lang synes vi. Redningsflåde, stormsejl, håndholdt VHF, vanddunke, gas, tændrør, kilerem, oliefilter og meget mere. Og til os selv, solbriller, solcreme, bikini, farvepatron til printer, genopladelige batterier, plaster, papir og meget mere. Og så er der det med maden – vi har nu 84 liter long life milk, 3 pound kød, over 200 dåser, 12 pound ris, pasta, 96 ruller toiletpapir og meget mere. Men vi mangler stadig hele tiden noget og må på et eller andet tidspunkt stoppe. Der er vi nu – ligger faktisk og venter på weather-window for at kunne krydse gulfstrømmen. I øjeblikket er bølgerne ”derude” 4-5 meter og korte og strømmen er 4 knob nordgående. Vi har nu været i det nordligeste Florida og det sydligeste Key West og har oplevet Florida i snart 2 måneder. Vi har mødt mange, været hjemme til middag og stiftet mange bekendtskaber. Vi har set rigdom på rigdom fra West Palm Beach til Miami. Her er mange millionære samlet – resten af Florida er slet ikke rigt på samme måde – men vi oplever ikke fattigdom som det var tilfældet i for eksempel Georgia. Der betales ikke indkomstskat i Florida – kun til Washington og så 6% moms. Alligevel er mange både registreret i udlandet, mange i Bahamas og flere i Road Harbor, British Virgin Island. Det siges at der er næsten 10.000 både med Road Harbor som hjemhavn – pudsigt når havnen er mindre end Rungsted Marina eller Helsingør Nordhavn. Hispaniola har været blotlagt på værftet – skrabet helt ned til den bare glasfiber og males op igen med epoxy og bundmaling. Ny propel blev det også til, dog havde mekanikkeren glemt at spænde stævnrørsbøsningen. Det betyd at vi tog vand ind og måtte sejle en hel dag med pumperne kørende. Vi har sejlet fra West Palm Beach til Fort Launderdale i weekenden og det er helt vildt, hvad der er af både på vandet. Godt at politiet også er på vandet, ligesom ”Tow Boats” som ligger og venter på at slæbe både fri fra grund eller i havn, hvis motoren svigter. Der er mange, der lever af alle disse både, men helt klart flere, der lever af alle de store huse. Vi har sjældent set så mange stormskadet tage og kan ikke forstå, tagene ikke laves anderledes. På en dag passerede vi 18 broer, men skulle altså kun have passeret 16. Jens Christian så at broen var åben og gav gas og sejlede under den åbne bro. Brovagten råbte i højtaleren, at Hispaniola ikke kunne nå at komme med i åbningen, da broen skulle lukke. Men da broen først ville åbne igen om en time, sejlede Hispaniola under og broen lukkede lige derefter. Det gik dog hurtigt op for Jens Christian, at han havde sejlet under den forkerte bro og skulle nu tilbage – hos samme brovagt. Og hvis nogle er ”skrankepaver” så er det brovagterne. Vi var kommet ud på Atlanterhavet, men der var kun lige dybtr nok lige efter broen og det hele var lidt kaotisk. Vi forlader USA snart det er vejr til det og dernæst vil vi være under sejl nogen tid. Derfor kan det være, at I ikke høre fra os nogen tid, men snart vi er i havn igen, forsøger vi at komme i kontakt med dig. Vi har det godt ombord – har fundet rytmen og glæden og harmonien ombord. Vi er ved at være langturssejlere og ser måske også snart sådan ud. Vi har lært en masse og gjort os mange erfaringer. Det betyder dog ikke, at vi forbliver derude. Vi er på vej hjem og håber at kunne finde en landfast bolig – snart.

01. Jan 2006 kl. 18:01:31 af Jens
Logbogsside nummer 10 – Jane og Orion forlod os i Vero Beach, hvor vi havde et par dage, før Mette og Kim ville ankomme. I Vero Beach er der mange andre børn og vi fik socialiseret os godt dagene før Mette og Kim ankom til Florida. Vi var spændte og glædede os meget og havde sat danske flag langs vejen fra broen og ned til Marinaen. Mette og Kim ankom kl. 14.00 den 22. december og vi var glade og rørte og fik hurtigt indlogeret dem i vor kahyt. Juleaftensdag var i 25 graders solskin og juletræet stod på fordækket og vi åbnede gaver om eftermiddagen og holdt ellers en almindelig dansk juleaften dog med kalkun. Efter et fælles arrangement 1. juledag med mange andre sejlere tog vi til Key West og ankom så sent om aftenen, at vi først næste dag fik set Ernest Hemingway´s hus og de andre seværdigheder. Vejret er altså helt fantastisk i øjeblikket med 28 grader og sol – nytårsaftensdag var vi på stranden og om aften var der sammenkomst i marinaen. Vi ligger i øjeblikket for morring – her er så mange at vi må rafte, hvilket betyder at vi ligger side om side med andre både. Følelsesmæssigt var det svært at sige farvel til Mette og Kim og selvom det er rart at få egen køje igen, blev perioden derefter meget mere stille og svær, end hvad vi havde regnet med. Nu har vi planlagt værftbesøg som foregår den 05. januar og 2-3 uger frem og derefter forlader vi USA. Vores visum er dog udløbet og vi må forlænge det vi har for 200,- US Dollars pr. næse – pokkers for indklarering i andre lande koster også. Vi har igen generator ombord og masser af strøm. Nu bliver Hispaniola opgraderet endnu engang og bliver bundmalet, hvilket vi selv gør. Nytårsaften blev slet ikke som derhjemme – her er intet fyrværkeri fordi det er for farligt – amerikanerne skulle hellere spise lidt færre burgere for det er nok mere farligt – og vi savnede jer derhjemme meget. Tak for telefonopkald og godt nytår til alle.

07. Dec 2005 kl. 00:12:07 af Jens
Logbogsside nummer 09 - Efter 112 sømil gennem sumpe og hængende palmer, azurblåt vand med Delfiner og små subtropiske øer med flokke af fugle som Flamingo og Pelikan, kastede vi anker i Titusville, Cape Canaveral. Turen havde taget 2 dage fra St. Agustine og Daytona Beach og havde foregået i godt vejr og masser af medstrøm. Rart med lidt medstrøm, hvilket gør, at vi sejler 8-9 knob i timen. I St. Augustine havde vi ligget og ventet på Jane og Orion, der på Jacobs 7 års fødselsdag kom fra Canada. Vi havde en rigtig god fødselsdag med Jacob, der selv havde bestemt, hvad vi skulle lave på dagen. Og så fik han gaver fra familien i Danmark - tak for disse. St. Augustine er den ældste by i USA og er meget spansk af udseende. I det hele taget er Florida meget spansk orienteret. Vores ankerrulle er ødelagt på grund af kraftig vinde, som var så kraftige, at vi ikke kunne sejle i gummibåden - vi har nu lavet tegninger til en ny og er ved at finde en lokal smed. Værftet i St. Augustine skulle have 1.900 US Dollars for at montere et nyt - det er røveri. Vi er ellers i gang med at rigge båden om, så den snart kan sejle med 2 forsejl - så bliver den ændret fra at være en sloop til en cutter. Fra Titusville kan vi nå meget og med en lejet 7 personers bil endnu mere. Vi har også surfboards og vi har alle våddragter og er efterhånden næsten kommet op og stå nogle sekunder på bølgerne. Disney World er kæmpe stort – meget større end vi havde troet – helt fantastisk. Det kostede os blot 420 US Dollars at komme ind og alle forlystelser var derefter gratis. Der var mange mennesker og mange lange køer, men vi fik alle prøvet 3 ture på de 11 timer vi var der og Emilie og Joachim og Orion fik prøvet 4 ture - så det var fint. En hotdog kostede 7 US Dollars og en kaffe 5 US Dollars, så det løb hurtigt op. Netop nu er vi på hotel Comfort Inn tæt på "Melbourne" by, fordi der er en storm under udvikling. Vi ligger for anker og forsøgte at komme i marina, men opgav at forsøge. News rapporterne med kamera og helikopter ventede ellers på havnen for endnu en katastrofe. Der er allerede her til morgen 3 både, der er forlist og en båd er sunket. Vi har 3 anker ude og flytter ikke båden nu. Alt er vel ombord og vi fortsætter til Cocoa Beach såsnart vejret er til det. Vi er slet ikke vant til disse kraftige vinde – det er altså lige i overkanten af, hvad der er sjovt, men så er det godt med selskab ombord på land og så kommer Mette og Kim snart.

26. Nov 2005 kl. 22:11:34 af Jens
Logbogsside nummer 08 - Alenetur på Atlanterhavet – vi skulle igen på Atlanterhavet – denne gang skulle Jens Christian dog alene afsted. Christina og børnene havde lejet bil og ville køre fra Savannah i Georgia til Fernandina Beach i Florida. Turen tog små 4 timer i bil, mens den i Hispaniola kom til at tage 21 timer. Årsagen til billejen og ”skillelsen” skyldes at Christina er meget fascineret af historien om slaveriet og Georgina skulle byde på meget af denne hisporie. Da Georgia ikke byder på så meget sejlads af Intercoastel Waterway, skulle Georgia opleves fra en bil. Georgia er ingen rig stat og de ser ingen ide i at skulle bruge penge på vedligeholdelse af en waterway, der bruges af 99% af folk, der ikke bor i staten. Georgia har få havne og mariner og er ikke som de andre stater orienteret mod kysten. Er man noget i Georgia bor man inde i landet og ikke som stort set alle andre stater med kyster, nær kysten. Hvorledes er det i Danmark – der er det også kysterne, der trækker, men vel slet ikke så meget som her. Var kysten symbol på velfærd eller succes ville mange flere bo ved Kalundborg og Korsør som så ville blomstre. Det var tydeligt, at Christina ikke kunne lide, at Jens Christian skulle alene på havet og gjorde hvad der var muligt for hende af forberedelser. Så da Jens Christian tog afsted lørdag morgen var der masser af færdiglavet mad og kort og radioen lå klar. Det gjorde tøjet også og redningsvest og sikkerhedsline var der også. Strømmen var meget stærk i havnen – måske 3-4 knob og når man ligger langs molen på række, skal man passe på at komme rigtig afsted – ellers tager strømmen en så hurtigt så snart fortøjningerne er kastet, at man rammer båden foran akkurat som det var sket 2 dage før. Når både rammer hinanden sker der let store eller omkostningstunge skader – der skal ingen ting til. Sådan er det vel også med biler – rammen er stærk, men det er pladerne omkring altså ikke. Hispaniola kom fin ud – klokken var tidlig lidt i 8 om morgenen og ”Rock N´ Roll” og ”Sea Angel” tog også ud. Strømmen tog os hurtig afsted ned langs floden som ville føre os ud i Atlanterhavet og pludselig var børn og Christina langt væk. Hispaniola – Hispaniola – Hispaniola – dette er Christina. Christina – dette er Hispaniola – skift til kanal 68 – over. Christina til kanal 68 modtaget – skifter. Hej skat – jeg har lånt radione på motorbåden foran og ville lige sige at jeg elsker dig – endnu engang. Tak – samme her – pudsigt at der formentlig er ingen, der forstår os netop nu – vi kan frit tale ……… og snakken gik. Det er således med VHF radiokommunikation, at den er åben og alle kan lytte med på samtalen – rent teknisk. Tit hørte vi opkald på kanal 09 eller 16 og hørte hvorledes der blev aftalt at skifte til en arbejdskanal. Kanal 09 og 16 er kun til opkald og 16 er også til nød. Når vi hørte andre sejlere, som vi enten kendte eller var i nærheden, skiftede vi kanal og lyttede lidt med, hvis det handlede om noget relevant for os. Ofte fandt vi denne kommunikation for meget informativ – det var ikke mad eller politik, men farvandsorienteringer der blev talt om. Vi kunne høre når det var erfarne sejlere og sejlere der ikke havde erfaring, der talte sammen. Måden radioen blev brugt på var også et tydeligt bevis på, at der var bønder på søen. Sådan er det måske også, hvis en sømand går i land og ud til markerne. Man syntes altid de andre er dem, der er anderledes. Turen fra Savannah og ud til den lange inlet var på 18 mil og det tog lige lidt over 2 timer – så vi havde fart på. Efter blot 20 minutter tog den forreste båd ”Rock N´ Roll” sig et ordentlig skift i sejlretningen og drejede meget til styrbord. Der kom et stort containerskib og ”Rock N´Roll” ville gå Port to Port. Det betyder at venstre side af udgående båd ligger på venstre side af indgående båd. Fra containerskibet høres over radioen straks derefter ” outgoing sailingwessel af Savannah River, bouy green 32 – this is ”Raffle Nite” ingoing containership on you port. Go starbord go starbord. Uden videre tager ”Rock N´Roll” og skifter side og begynder at styre over til containerskibets styrbord side. ”Raffle Nite” havde sagt at ”Rock N´ Roll skulle gå endnu mere til styrbord og ikke tage containerskibet på styrbord side, men beskeden kunne mistolkes. Der blev straks udsendt ”Distress Distress Distress – U.S. Coast Guard og kollisionen var lige foran Hispaniola. Den kommenderende på broen på ”Raffle Nite” vidste hvad han havde med at gøre – han kunne ikke styre udenom, stoppe eller sætte mere fart på og skipper på ”Rock N´Roll” kunne nu ikke fortryde eller gøre andet end at fortsætte for fuld kraft. Hændelsen blev rapporteret til U.S. Coast Guard der havde overværet hele samtalen og var på standby for aktion og det var tæt på en ulykke. Hvor mange meter der var mellem skibene vides ikke, men masten på den nu lille sejlbåd var meget tæt på at røre det store jernskib. Efterslæbet blev annulleret af ”Raffle Nite” som overfor U.S. Coast Guard afmeldte anmeldelsen og oplyste, at deres kommando til sejlbåden måtte have været blevet misforstået. Nogle timer efter mødte vi en udsejling, der var svær. Når lange Atlanterhavsbølger gøres kortere, bliver de højere da vandmængden er den samme. Det nyder mange surfere godt af og forskere og videnskabsmænd er også godt i gang med at udnytte den vedvarende energi, der er i de konstante bølger, der ruller ind og ud igen. Det er masser af energi, men skal man udnytte denne energi, vil det gøre strandene mindre og det er der ingen politisk interesse i. Tænk at være politikker og fortælle op til et valg, at man går ind for, at gøre strandarealerne mindre for offentligheden – det er politisk selvmord i lande med varmt klima og gode strande. Stævnen på Hispaniola dykkede under vand enkelte gang, men såsnart der var mere en 10 meter vand under kølen, var Atlanterhavet igen så rart at sejle på. Timerne gik og der blev stor afstand mellem os 3 både, der skulle samme sted hen – Fernandina Beach. Timerne gik ombord – nærmest fløj afsted med mange gøremål. Her var Jens Christian alene ombord og skulle bare sejle. Det må da give en masse tid til eftertænksomhed eller blot fantasitænkning. Men der var travlt ombord de første timer, men så begyndte roen at indtræde og skipper og båd blev et. Som solosejler kan man bag rattet følge bådens bevægelser så meget, at man overtager dem. Lydene ved man kommer, før de kommer og man kan forudsige næsten enhver bevægelse. At bevare fatningen bliver pludselig en udfordring og ikke begynde at falde hen eller gå over i råb og dans kan være svært. At være solo sejler kræver mental styrke og kontrol. Sejladsen gik fint og klokken 03.11 om morgenen blev Hispaniola kaldt over radioen af ”Rock N´ Roll” der lå ved rød bøje nummer 7 ved indsejlingen til Fernandina Beach. Selv lå Hispaniola ved rød bøje nummer 5 og undrede sig over, at ”Rock N´ Roll” var foran. Sea Angel var 3 timer bagefter og ville ikke gå ind i mørke. Det blæste en frisk vind som kom agten fra, da vi sejlede ind og efter 3 timer, altså omkring kl. 06.00 kunne vi kaste anker. Jens Christian sov 2 timer og sejlede da videre helt ind til byen, hvor Christina ventede med bilen. Hurtig på land og afsted op til børnene på hotellet, lækker morgenbuffe og dernæst i karbad – puha trætheden kom igen. Børnene var friske og så Spidermann II på TV og havde en masse at fortælle. Genforeningen var rar blandt os voksne og børnene var gode til at udtrykke savn. Christina havde været urolig, men der havde ikke været noget, at være bange for. Det er bare ikke altid man ved det. Tit bliver man bange netop fordi med ikke ved. Sådan er det tit med livet – bekymringer over den viden som ikke er tilstede – hvordan går foredraget, eksamen, besøget, samtalen, bliver jeg rask, bliver jeg syg – alle disse ubesvaret spørgsmål kan optage et menneske meget mere end hvad godt er. En drøm kan her gøre meget, enten putter eller gemmer man sig i drømmen. Hvilket dog kan medvirke virkelighedsflugt eller også anvender man drømmen til at tænke positivt, ikke bekymre sig for meget, og gøre en stærk, der er konstruktiv tænkning.

13. Nov 2005 kl. 15:11:54 af Jens
Logbogsside nummer 07 - Vi kunne godt se Atlanterhavet fra vort cockpit, og flere gang på vor vej mod syd har vi kunne se ud på havet. Hver gang vi ser havet, sker der noget med os. Jens Christian ser længe efter havet som om, han virkelig savnede eller ønskede det. Christina og Emilie ser på havet ud fra et andet synspunkt – havet er eller kan være farligt. Det kan Intracoastel Waterway også være. Vi sejlede fra Beaufort North Carolina til Cafe Fear over nogle dage og ankrede i Carolina Beach. Vi havde der forsøgt at komme ind til Willington, hvor de fleste større plantageejere med rødder tilbage til slaveriet har deres huse. Enorme huse med meget plads omkring giver tydelig bevis på, at der er formuer, der har gået i arv. Mange af disse ejendomme ligger i anden række fra Atlanterhavet for beskyttelse. Når der er ”hul” ud til Atlanterhavet, kaldes disse for Inlet og ved disse inlets er der stærk strøm 3-4 knob og vinden kan være kraftig der. Det giver 2 udfordringer, den ene er at grunden aldrig ligger der, hvor søkort og pilot bøger fortæller den ligger og man skal være yderst forsigtig for ikke at stå på grund. Den anden udfordring er at man sejle sidelæns hvis vind og strøm hjælper hinanden fra samme retning. Kommer vind og strøm fra hver sin retning, skabes der bølger og turbulente vande. Der kan være timer, hvor vi har 2-3 fods dybde under kølen og sejler vi med strømmen er farten måske 7 eller 8 knob. Der kan være 12 eller 18 fods dybde, pludselig viser ekkoloddet, at der er 1 fods dybde under kølen. Enorm krævende sejlads også fordi der er langt mellem sømærkerne og der er modgående trafik af slæbebåde. Turen til Cape Fear gik godt og vi fik så mange smukke naturmæssige oplevelser. Tidlig morgen sejlede vi fra Cape Fear – det var lørdag – og amerikanerne havde også fri til at sejle og mange skulle ud at fiske. Området er rigt på både fisk og store motorbåde, og vi blev overhalet hvert andet minut af disse både som skulle ud og fiske. Da vi drejede fra Cape Fear og sejlede ind af en flod videre mod Charleston som ligger 210 kilometer fra Cape Fear, sejlede vi mod strømmen. Det var ved at blive slacktime på Ebbe og om nogle timer skulle strømmen vende og vi ville igen få begyndende højvande. Netop på slacktime Ebbe – altså laveste vande skulle vi igennem den første inlet, der var fyldt op med mindre fiskebåde, joller og mindre motorbåde. Der var måske mere end 100 samlet der og vi havde over radioen hørt af ”Harmony” fra New Bern, North Carolina stod på grund. Da vi nåede frem til ”Harmony” forsøgte vi med 5 meters mellemrun at sejle forbi, men stod også på grund. Kunne dog selv komme fri og i det samme kom TowBoat U.S. (slæbebåd som er ligesom Falck autotransport– er overalt i USA) og slæbte Harmony fri med besvær. Harmony kom dog fri og slap med en skæv rællingsskinne og sikkert ridser på kølen. Vi lå sammen med ”Aqualinius” en 42 fods spidsgatter som valgte af blive slæbt gennem det lave område af TowBoat U.S. og vi sejlede lige efter og slap også igennem. Således kom vi bag ”Aqualinius” hvis dybgang var 6 fod næsten som vores og vi sejlede bag dem de næste små 2 timer hvor strømmen vendte og farten steg fra 4 til 6 knob. Lidt ubemærket sejlede Aqualinius forkert og vi nåede intet før vi stod på grund igen. Heldigvis blæste det meget og vi kunne sætte de 60 m2 forsejl som fik båden til at krænge og med fuld bak komme fri. Vi kunne mærke roret gå på bunden som var mudder og kunne da kun styre med sejlet. Herefter gik turen med fuldt fart og højvande nogle timer og vi nærmede os Barefoot Landing ved Myrtle Beach som ligger i South Carolina. Det var stort af passere grænsen mellem North- og South Carolina og herfra havde vi kun 3 timers sejlads til Barefoot Landing, hvor vi skulle være Halloween aften. Ombord havde vi skåret de græskar vi i Virginia havde været ude og plukke på en farm. Over radioen hørte vi at der var en stor slæbebåd på vej og vi måtte således ligge over en time og vente på, at slæbebåden passerede os. Dette sker nogle gange hvor flodsejladsen går over i kanalsejlads og bredden på kanalen ikke tillader at flere både som passere hinanden samtidig. Netop som der var mindre end 100 meter mellem slæbebåden og os viste ekkoloddet 12 – 10 – bang og vi ramte en sten, som skabte den mest uhyggelige lyd – hele båden ligesom spændte og roret ramte også, da vi vendte båden og sejlede lige ud foran slæbebåden og krydse dermed floden med kun måske 20 meter mellem slæbebåden og os. Slæbebådene gør intet – det er vort ansvar – vi er ”lystsejlere”. Christina nåede at kalde slæbe båden”Tug boat we hit a rock, Tug boat we hit a rock”, men det gjorde vist ingen forskel. Da vi kom til Barefoot Landing – et sandt turistmekka lå der allerede 28 andre både og der er plads til 20 både. Klokken var blevet 19 og det var mørkt. Vi lagde os udenpå en ketch og var fortsat rystet over oplevelsen. Der gik dog ikke længe før vi sad med ost og rødvin i en Endaveour 43 og talte med andre sejlere om, hvor frygtelig turen havde været. Vi møder mange sejlere og er sammen med dem, hvor vi er. Men så skilles vi igen og vi møder nye og pludselig igen ”gamle” bekendte. Rigtige venner bliver de aldrig men søde, imødekommen, sociale og hjælpsomme er næsten alle vi møder. Det er sjovt at kunne se nogle efter måske 400 sømil og pludselig ligger de for anker der, hvor man kommer ind eller i marinaen, hvor det er på vaskeriet man mødes. Vi er på vej til St. Augustine, hvor vores Canadiske familie kommer ombord og vi har besluttet os at blive i Florida og der holde jul sammen med Mette og Kim som kommer ombord den 21. december. Vi har fortsat nogle overvejelser omkring båden som vi holder meget af nu, hvor alting fungerer godt. Hun mangler fortsat lidt lak hist og her. Epirb, redningsflåde, drivanker, watermaker – alt sammen Atlanterhavsudstyr som vi har bestilt og når vi får dette udstyr, går vi på Atlanterhavet igen og sejler overnight nogle dage. Georgia skulle være endnu mere besværlig at sejle gennem, da staten er fattig og undlader at vedligeholde Intracoastel Waterway. Dagene ombord er fyldt med gode oplevelser i sådan et tempo, at vi slet ikke når, at skrive dem i vor erindring – vor bevidsthed. Halloween aften var helt fantastisk og vi har slik i så store mængder, at børnene har opgivet og givet os voksne flere poser. Vi ligger nu i Charleston som er midt South Carolina og det er weekend. Byen er helt fantastisk smuk og anderledes end hvad vi tidligere har set. På vejen hertil har vi set krokodiller og da vi lå for anker midt i sumpen, svømmede der Delfiner omkring os – morgen og aften – så hvad de lavede midt om dagen ved vi ikke. Her er Pelikaner så store og en natur så smuk – fred og ro. Vi ligger i en marina down town Charleston og venter på redningsflåden og vor Epirb og nyder byen med pamler. Vi spiser Ananas og bananer til morgenmad og vejret er helt pragtfuldt, så det er shorts og bar mave på båden og polo shirt i byen. Byen fester i øjeblikket og der er fodboldskamp. Vi valgte dog at se MGP 2005 og stemte alle på ”shake shake shake” som heldigvis også vandt. Der er en flåde af ”snowbirds” på vej har vi hørt – det er de både, der hvert år sejler fra det kolde nord til det varme syd – canadiske og nordamerikanske både og det er dem, der er 16.000 registreret af – vi oplever dog ikke trængsel, men måtte dog vente et døgn, før der var plads i Charleston. USA har 9,1 mio. registrerede USCG både over 5 tons og ca. 4 mio. af disse både siges at overvintre i Caribien om vinteren. Alene i Florida er der mere end 1 mio. både om vinteren og Intracoastel Waterways anvendes af mange af disse både.

25. Okt 2005 kl. 14:10:22 af Jens
Logbogsside nummer 06 North Carolina – just been out in the shadow of Wilma – og det blæste meget. Vi sejlede fra en pragtfuld creek, hvor vi var gået ind aftenen før. Vejret dagen før var godt, men vi vidste, hvad der var på vej og vi havde reserveret slip i Oriental som skulle være sikker for orkaner. Vi havde netop for nogle dage siden forladt Belhaven, hvor vi om natten oplevede naturens krafter endnu engang. Vi drev om natten vækket af ankeralarmen og hurtigt på dækket, badet af projektørlys fra en stor trawler, der havde fanget os på radaren. Dagen efter sejlede vi ned til en kanal, som var så lavt, at vi måtte masse os gennem mudder. Her til morgen måtte vi forlade den forholdsvise beskyttet creek vi lå for anker i, da vore forsyninger efter mere end 7 dage fra sidste supermarked var beskedne. Indsejlingen foregik med lods, der fortalte os over telefonen, at vi igen måtte slæbe os gennem mudder. Da bølgerne udenfor sejlrende var 6-7 fod og vinden 23-24 knob og motorens gearkasse havde det med at komme i frigear, var vi lidt nervøse. Vi ligger nu så sikkert vi kan med 15-20 centimeter vand under vor køl. Vi glæder os til det dybe vand, men hvor er det henne. Foreløbigt kan vi virkelig godt forstå de mange motorbåde og katamaraner, der sejler her – de stikker højst 4 fod og ikke 6,5 som Hispaniola. Efteråret er også kommet her, selvom vi fortsat er i poloshirts og bare tæer, men er begyndt at have varme på om natten og når det regner. Og det er begyndt at regne en del, første regn var i Deltaville med åbent teakdæk. Dette forårsaget en del vand nede i kahytten og var mindre sjovt, ligesom vejrliget udsatte færdiggørelsen. Vi har ny epoxy under vort nye teakdæk, men dækket er endnu ikke primet, fuget og slebet. Vi overvejer fortsat en del omkring båden, men hun er simpelhen en så sikker sejler – derude – og det er trods alt det vigtigeste. Vi er i sydstaterne nu og omkostningerne er raset ned fra det skyhøje nord til et noget mere moderat niveau. Her er menneskerne også meget flinke, måske lidt mere anderledes og lidt mere provinsielle, men altså fortsat enorm hjælpsomme og imødekommen. Vi har fulgtes med nogle andre både, men der er fortsat langt mellem børnefamilierne. Mange amerikanere født efter anden verdenskrig og som var unge i 60´erne og halvfjerserne er utrolig velhavende i dag. Dagligt møder vi folk der er millionærer og som har råd til, at sejle ligesom os uden indtægt – bare af sin opsparing. Få mener fortsat at USA er mulighedernes land, og vi skal nu også se langt efter disse muligheder og tror mere og mere på de Asiatiske lande det næste årti og Europa med et ”come back” om 15-20 år. USA får det svært i fremtiden og vi hører om rigtig mange, der for meget få Dollars kommer land i Argentina. Landet har alt – sne, bjerge, ren luft, masser af vand, sol og sommer og er et af verdens billigste lande at købe jord. Man får en bondegård for hvad en dansker betaler for en Peugeot 206 - og en bondegård er altså med 500 tønder land, egen flod og det hele. Vi er bare vokset så enormt den seneste tid. Vi har set skræk i egne øjne og har bestået manddomsprøven mange gange. Vi har nu fået meget erfaring og Jens Christian overvejer at tage U.S.C.G Master of Circum Nagivation 100 tons for passengers. Her kan man blive Master i alt muligt. Så kan vi altid købe en turistfærge eller en trawler og tjene lidt penge, mens vi sejler. Børnene er så gode og stærke, når det virkelig gælder. I situationer der kræver fuld koncentration, forstår de alvoren og følger med og hjælper hvor de kan. De giver os voksne så meget liv og glæde ombord, selv om der er stunder hvor vi ville ønske, at de kunne sove hos en kammerat eller bare lege hos en ven nogle timer, så ville vi ikke have ventet med at tage af sted i en alder, så børnene blev hjemme. Undervisningen ombord går nogle dage ikke som planlagt, men der bliver læst meget ombord og vores engelske er efterhånden ret godt. Familien fra Canada kommer og sejler med os i starten af December og Faster og Onkel kommer lige før jul og holder julen med os. Vi kommer ikke hjem på denne side af nytår, da vi har alt for travlt med at sejle sydpå. Men hverdagen hjemme er begyndt at fylde i vor bevidsthed. Vi håber at I kan kende os, når vi kommer hjem, så ændret er vi ikke, blot lidt stærke og lidt mere fokuseret og meget mere rig på livet og sprængfyldt med energi der skal brændes af på masser af gensyn.

24. Sep 2005 kl. 14:09:13 af Jens
Logbogsside nummer 05 - Vi forlod Maryland med et hav af gode oplevelser. Her havde vi mødt så mange søde mennesker som vi har tilbragt mange timer med. Fredag til udendørs arrangement med sejlerfilm, mens Jens var ude at sejle i en Oyster 55 med Jens Mathiesen. Da Jens Christian skulle sejle hjem til familien i gummibåden, først gennem Annapolis city en fredag aften og dernæst op af floden, Back Creek, hjem til familien, vidste han godt, at den sidste øl ikke skulle være drukket. Lørdag i poolen hele dagen med den canadiske familie som spiste middag ombord på Hispaniola med os. Samme aften var vores nabo Steve blevet gift med en kvindelig advokat og de kom sejlende ud til deres båd i en lille jolle. Inden de nygifte gik ombord på deres egen båd, kom de over med champagne og mad til os, også den aften gav tømmermænd næste dag. Søndag foregik med at børnene var i poolen med Christina, mens Jens Christian og Herb fra Canada tog på mandetur til Home Depot og andre hardware forretninger samt West Marine. Frokosten med indtaget på en mexicansk restaurant med stærk med, Magarita der var endnu stærkere og nogle kolde øl. Om aftenen spiste vi ombord på Hispaniola uden at de denne gang blev for sent. Mandag var vi inviteret ud at spise på restaurant og tirsdag eftermiddag kom Ric fra Baltimore sejlende ind efter en længere tur fra hans søns universitet, som havde haft forældre weekend. Vi blev inviteret på middag – kinesisk og fik så meget tilovers mad med, at vi havde til hele onsdagen. Så vi forlod Maryland med mange gode oplevelser. Det kunne også have været en god oplevelse, at vi i de 3 uger, vi har i Maryland kun betalte 60 US Dollars for morrings og bad. Men vi sejlede også fra Maryland med en noget speciel lidt ubehagelig smag i munden. For vi havde brugt bade- og vaskefaciliteter uden at betale, hvad vi burde have haft betalt. Og dette var faktisk ikke for at vi ville snyde, men vi havde betalt for de første bade og ingen spurgte efter penge for de resterende. Sidste bad endte dog med, at vi blev bedt om, at komme op på kontoret og betale for bad, hvis vi skulle have yderligere bad. Og vi blev så flove, at vi listede væk og anvendte et andet bad, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Så nu har vi lovet hinanden, at vi fremover må betale, hvad der måtte skulle være nødvendig. Sejladsen fra Maryland til Solomon Island gik som en drøm. Høj sol med god vind agten fra og vi havde så meget strøm med os, at vi sejlede de 62 sømil på under 9 timer og kom til et pragtfuld område et par timer før forventet. Solomon Island hedder stedet, for den mand, der så mulighederne her, havde været på Solomon Island i stillehavet og fandt dette sted ligeså smukt. Det er blot 85 år siden i 1920 at han så mulighederne her og i dag er der bygget luksus huse, lejligheder og hoteller i området, der har delikatesser fremfor supermarkeder. Efterkommere af Ralf som opdageren af dette sted hed, lever stadig godt af den formue, han tjente på at sælge det land, han havde købt for 6.000 US Dollars i 1920. Helt frem til 1962 blev der solgt jord fra det område, Ralf erhvervet sig i 1920. Fra Solomon ligefør solopgaven i det smukkeste vejr med rimelig vind foran for tværs, hvilket giver få enkelte kryds og en båd, der krænger lidt. Strømmen var med os, hvilket altid gør os glad. Vi har fundet nye glæder her i livet, strømmen både den, der får vandet til at stige og falde, altså tidevandet og den strøm, vi har ombord. Vi følger nøje vores voltmeter som fortæller hvor meget strøm vi bruger eller hvor meget strøm vi for ladet op, når motoren kører. Vi følger også nøje tidevandets vandring. Når tidevandet er på sit højeste, altså flod, så er der mest muligt vand i bugten og dermed højvande. Omvendt er det, når tidevandet er på sit laveste for så have vi ebbe og har dermed de laveste dybder. Her er mange udfordringer, når man sejler i en båd, der stikker knap 2 meter ned i vandet. Der er også mange udfordringer, når tidevandet her kan give strømforhold op til 3 knob. Derfor er der nok at regne på, blot man forstå naturen. Naturne forstår vi rimeligt godt, men metrologerne forstår vi nu ikke. Sydøst vind 5-10 knob, bølger 2-3 fod og skyet lyd vejrudsigten da vi sejlede fra Solomon til Deltaville. Og ja vi startede med vindstille, høj sol og blank vand, men det var også tidlig morgen. Efter 8 timers sejlads blæste det 20-25 knob fra sydvest og bølger mellem 6-8 fod. I dette vejr efter solnedgang kom vi til Deltaville, hvis område er med meget lavt vand. Sejlrenden gik helt op til land, måske blot 5 meter ude i vandet fra strandbredden stod bagbord kost og viste, at her var der mindst 9 fod. Vi havde vinden ind i ryggen og dermed medvind, bølgerne her var lavere 2-4 fod fordi vi var på lavt vand. Uden motor i gear og uden sejl sejlede vi i sejlrenden forventningsfulde over at komme i ”sikkerhed” og med et stod på en sandbanke. Sejlrende var måske højst 20 meter bred, så det krævede mod at vende en 13,5 meter tonstung båd midt i sejlrende i mørke, med vindstød op til 30 knob og bølger, der løftede de 12 tons en meter op og en meter ned. Vi måtte anker op på den modsatte kyst, hvor det var Christina´s ihærdighed, der sikrede vi kom på rette side af endnu en bøje. Med 5 knob sejlede vi på 38-45 fods dybde og med meget kort måske hver 5 sek. Faldt dybden med 5 fod. Efter 20 sekunder var der pludselig 20 fods dybde og efter 10 sekunder mere 10 fods dybde. Vi drejede 90 grader og lagde båden stille i et vand, hvor der heldigvis næsten ingen bølger fra på grund af kystens læ. Sejler man på grund, så gør det i ebbe og modvind og dette var netop årsagen til, at vi ikke forsøgte anden gang at komme ind til Deltaville, men søgte ly på modsatte kyst. Vi er nu i Virginia staten og bevæger os mod Norfolk og dermed til InterCoastel Waterway, hvor vi sejler til North Carolina og frem til Oriental, som ligger inde i landet. Her forventer vi at få lavet teakdæk og andet og begynder at se seriøst på muligheden for at sejle over Atlanterhavet. Netop i skrivende stund er vi blæst inde i Virginia Fischers Bay og det er et frygtelig uvejr med vinde der vælter mindre både på land. Vi ligger med fortøjninger på kryds og tværs, men klarer os fint. Det kan være vi flytter lidt på land, hvis det bliver værre.

10. Sep 2005 kl. 03:09:28 af Jens
Logbogsside nummer 04 Op af rulletrapperne og der stod vi i solen og kunne se – Det Hvide Hus. Helt fantastisk oplevelse, hele byen Washington er alletiders, pæn og ren og med masser af spændende ting at se. Vi var på flere museer og statsarkivet og så ”forfatningen” – lavet som en håndslag og underskrivelse for 230 år siden af statsmændende i 12 nordøst stater. Vi læste og fik fortalt om frigivelsen af slaverne og fik frokost på en restaurant, hvorfra det var tydeligt, at gadefejere og hotdogsælgere fortsat var mere mørk end lys i huden. Vi har lært at der i stater nu tales mere spansk end engelsk, blandt andet i Florida, hvor 70% er spansktalene. Nogle gange tænker vi, at det ville være klogt at sejle til Florida for der at få ordnet teakdæk og motor, fordi der må være billigere arbejdskraft. Er vi naive – at tænke fordi der er mange spansktalene, skulle arbejdslønnen være billigere end i de stater der ligger nordligere og dermed ligner hvad vi er vant til. Det er naivnt for vi oplever mange af nordeuropæisk afstamning, der er langt mere dovne og dårligere uddannet end spansktalene eller for den sags skyld indisk-engelsk talene. Her er mange indere som er veluddannet og har høj anerkendelse for dygtighed og ihærdighed. Vi ser en del kinesere, men de klarer sig slet ikke som indere og spansktalende. Indianere ser vi ingen af og det er vi kede af. Vi ved nu, af George var den første præsident (1789 – 1797 ) og han hedder stadig George – den ene hedder dog Washington til efternavn. Stor respekt for George den første, mens den sidste har ringe respekt blandt amerikanerne. Den største helt ud over Bill er Lincoln af præsidenterne altså, for ellers snakkes der mest om personer som har tjent mange penge. Der tales om penge overalt og når de mange cigarrygende mænd mødes, snakkes der om penge. Men kvinderne er med og de mødes også og snakker også om penge, og huse. Boligen betyder også en del for amerikanerne og ingen forstår prisstigningerne her i Maryland, hvor der er i byen Annapolis tale om stigninger på 400% på 6 år. De ældre, der måske har solgt for at gå på pension for 6-10 år siden er lidt ærgelige over, at have haft travlt med at sælge – huset kunne have stået tomt og betalt sig selv og stadig givet million overskud. I dag sælges der nye enfamiliehuse til 900.000 US Dollars som var det hyldevare i et supermarked, der blev solgt. Men det er altså i Maryland og østkysten, for der er områder eller stater som Pennsylvenia, hvor prisstigningerne ikke er så store. Det kan være lidt provokerende, når alle taler om at tjene penge, mens vi er i en situation, hvor vi bare bruger og ingen tjener, men det er vort eget valg. Bådene i Annapolis har en god gennemsnitstørrelse – mere moderat omkring de 40-41 fod for sejlbåde. Her er der mange sejlbåde og langt færre motorbåde. Vi har fået fortalt at byen med 80.000 indbyggere har over 4.000 både liggende i havnene der bugter sig mange mil omkring byen. Her er smukt og fredeligt, men byen bærer fortsat præg af, at der er over 10.000 marinesoldater under uddannelse – her ligger nemlig US Navy Academy – det største af dem alle og de har så mange både at sejle i, at vi ikke gider nævne dem. Når man ser i weekenden, ser man mange forældre besøge deres stolthed i hvid uniform med hvid hat og hvide handsker og hvide sko. De er så stolte måde far og mor og de unge børn – som ligner store skolebørn, men er sikkert 20 eller 21 år. Stolthed er også, hvad vi Christina og Jens Christian oplever, når vi underviser børnene – så ihærdige og selvtrænende. De vil så gerne lære en masser og vi må stoppe dem nogle gange og sige, at nu er det nok, ikke flere tabeller eller staveord. Vi underviser meget og er også begyndt på gymnastik og sport. Det betyder at familien løber 3-4 gange om ugen, har gymnastik 2 gange og spiller fodbold 2-3 gange om ugen. Undervisningen er hver dag dog ikke onsdag, hvor vi har temadag som for eksempel kan være en tur i parken og male eller på museum. Vort budget kæmper vi fortsat med at holde – men det er fortsat Hispaniola, der er dyrest og så omkostningerne hjemme til fagforening, A-kasse, pension, forsikring og mere – det løber stærkt og man skal godt nok enten være sparsom eller yderst rig, for at kunne leve mange år sådan her. Så det er fristende af tage lidt arbejde her og mulighederne er bestemt tilstede. En sygeplerske tjener nemt 75.000 US Dollars om året og Jens Christian vil kunne tjene omkring 80 US Dollars i timen ved at sætte både i stand. Vi har mødt Jens Mathiesen og hans familie som bor i Annapolis. Jens er fra Hørsholm og har givet os alle tiders modtagelse med poolparty, middag og mere. Han selv sejlede til Caribien i 1987 blot 22 år gammel og er aldrig kommet tilbage til Hørsholm. Hans mødte vi også, han havde hørt inde i byen, at der lå en båd med dansk flag for anker ude i bugten. Hans kom ombord og vi fandt ud af, at hans bror Jørgen har en søn som hedder Nik Bredholt og dagen efter fik vi mail fra Nik som bor i Rom. Jesper fra London har vi også talt med og er begyndt at kunne lide dette internationale miljø. Tanker om at sælge Detaljens ydelser herovre er begyndt at snige sig ind på vor bevidsthed, men vi skal holde fast i ideen og formålet med vor tur. Vi bliver i Chesapeake Bay og får måske ordnet teakdækket her. Dette betyder, at vor tidsplan nu slet ikke mere holder. Faster og onkel kommer på besøg og vi håber også at Rie og Gunnar og Victor kommer. Vi er så glade for besøg og glæder os helt vildt. Vi møder mange og taler med mange og har været i situationer, hvor invitationer lå ovenpå hinaden og vi måtte prioritere. Sjældent møder man dog nogle som Jens Mathiensen som kunne servere ristet løg og remulade, dog var udløbsdatoen marts eller april i år – det var bare ok.

27. Aug 2005 kl. 04:08:33 af Jens
Logbogsside nummer 3 - Man kan sagtens planlægge, men når det handler om sejlads, skal man også være forberedt på, at alt andet end det planlagte kan ske. Vi er nu sejlet fra Rhode Island og dermed har vi forladt staten. Vi stævnede ud om formiddagen efter have spist morgenmad og gjort klart, hvilket betyder, at ankerne skal op. Som altid vil Jens Christian gå med livrem og seler – da vejrudsigten sagde op til 40 m/sek. I tordenbygerne, blev der lagt anker nummer 3 ud. At få disse ankre op igen blev et meget stort arbejde som foregik fra gummibåden som blev fuldstændig beskidt. Dette var nogle dage før vi tog afsted og vi har siden erfaret, at vi med et anker kan stå på dækket og med storetåen trykke på op eller ned knappen og elektronik og ankerspil klarer resten. Vi har også vandspuling af kæden, når den tages op, spules kæden for mudder og lignende. Turen ud på det store atlanterhav gik fint, men vi fik en overraskelse over bølgernes størrelser. Nogen søsyge bredte sig i begyndelsen og efter nogle timers sov som besætningen indtog i cockpittet på nær Jens Christian, var alle friske og sultne. Vi spiste ombord og først tidlige aften stævnede vi ind i strædet mellem Long Island og staten Concetticut i bugten ved Stonnington. I mørke sejlede vi i land, gik en tur – sådan mere for at lokalisere os – og lagde os til ro og sov promte. Vi lå i midlertidig meget uroligt og vågnede med mellemrum – alle 5. Næste morgen gik turen med tidevandet til New London, men vi nåede til Mystic Bay, da tidevandet vendte. Dagen før havde vi sejlet for sejl mod strømmen med 4,4 knob og med strømmen med 7,1 knob, så vi vidste allerede, hvad tidevand betyder for en god sejlads. I Mystic Bay fik vi fyldt op med diesel – 47 gallon, vand 105 gallon og fik tømt holdingtanken 19 gallon, hvorefter vi lagde os til molen og tog gummibåden op ad Mystic River helt op i bunden, hvor et stort SØFARTS OG HISTORISK museum lå. Vi sejlede direkte ind i museet og lagde til – uden entre fik vi set seværdigheden og tog gummibåden videre til en restaurant hvor frokosten blev indtaget. Da vi kom tilbage til Hispaniola, stævnede vi ud igen for at sejle med strømmen, som i mellemtiden var vendt fra ebbe til flod. Men efter 45 minutter for motor gik motoren igen i stå og vi måtte vende om, sejle tilbage for sejl og ligge til molen vi lige havde forladt – også for sejl. Næste dag havde vi mekaniker besøg hele dagen til en dagspris på 810 US Dollars – vi havde nu brugt ca. 5.000 kroner om ugen på motoren og fik tilbud på ny 54 HK Yanmar til 16.000 US Dollars eller 50 HK Nanni til 14.500 US Dollars. Vi ville have lagt ny motor i, men fortsætter lidt endnu med den gamle, som aldrig bliver en ven af familien. Næste større mål og stop bliver New York som vi regner med at nå i samme uge som den uge skolen starter. Vi er efter vor egen tidsplan, men tænker at vi må tage den tid, det tager. Alle ombord har det godt, præget af soleksem, bylder, rifter og varierende toiletbesøg. Vi bliver badet hver dag, er begyndt at overveje gymnastik og motionsopstart, men bare det, at få hentet drikkevand, er i sig selv en marathon værdig. Fra det skønne Noank Boatyard og Mystic River sejlede vi forsigtigt videre til Niantic Bay og lagde til en Moorings ved Niantic Bay Yacht Club. Her mødte vi en yderst venlighed og imødekommenhed. Det var fredag, børn legede på stranden og de voksne grillede på havnen. Vi talte med en del forskellige mennesker, blandt andet en pensioneret major, som havde i alt 6 pensioner fra US Army – han havde gerne været i US Navy, men Army gav ham mulighed for at komme til Tyskland efter anden verdenskrig, hvor hans familie var fra. I pensioner for sådan en mand fra han fylder 51 år 115.000 dollars – hvad han betaler i skat og sundhedssikring gad vi ikke høre på. Han var 86 år, så han havde fået pension i 35 år efter at have arbejdet siden han var 20 år, altså i 31 år – sådan kan man også gøre det ?. Vi fik ellers travlt – en varlsing fra New York bredte sig – vindstyrker op til 60 knob – 20-25 sekundmeter i en voldsomt uvejr var på vej hen over os – vi sejlede i gummibåden ud til Hispaniola, forskansede alt, tog bimini og sprayhood ned og forsynende os med tandbørster og nattøj. Som vi tog afsted i gummibåden ind til land, mærkede vi klart vinden blive stærkere, men alt gik fint og vi sov i båden. Næste morgen skulle vi til morgenmad i en anden 37 fods sejlbåd og Christina stod op kl. 06.00 og bagte pandekager. Vi sejlede denne lørdag til New Haven som tog 8 timer – trætte nærmede vi os byen med egne skyskrabere – nogle stykker i hvertfald – stor by – vinden var god – vi skulle bare have fortsat- men valgte at tage derind. Det tog 2 timer og vi troede vi kom til en by, hvor vi kunne ligge til tæt på og se byen – men kom til en ugæstfri havn, hvor der på skilte på gaderne stod, at man ikke måtte stå stille på grund af overfald – et røverkvarter og vi tog afsted over til den anden side af byen og lagde til ved en morrings ejet af New Haven Yacht Club – samme aften havde klubben ”celebration” og vi blev budt med op, fik mad og drikke og var med til festen, spillede fodbold – det kunne amerikanerne ikke og vi vandt 5-1. Næste morgen kl. 06.20 stævnede vi ud med sovende børn som først vågnede omkring kl. 10.30. Sejlturen var uden vind og motoren kom på prøve – det gik til Oyster Bay – 85 sømil eller ca. 150 km på en dag. Oyster Bay ligger på Long Island og den time, det tog at sejle ind i bugten var med åben mund og polyper – aldrig havde vi set folk flyve rundt i helikoptere fra deres enorme villaer ned til Long Island Sound og rundt og sikkert ind til New York – hvem ved. Det var søndag og Jens Christian var knald rød i hovedet af raseri over alle de motorbåde, der skid på søvejsregler og drønene rundt for sjov. Vi ved godt vi gør det samme – men når der er over 100 megayachts og måske 1000 – uden at overdrive – speedbåde der bare drøner rundt for sjov – så bliver det for meget. I Bugten mødte vi Günther som kørte os op i byen, hvor vi kunne købe ind – han boede i sin motorbåd og havde hus i Florida – han sejlede hvert forår herop, fløj til Florida og kørte bilen herop – han var skibsmaler og tjente penge om sommeren ved at male bådene her – levede om vinteren i Florida i 5 måneder på det han havde tjent om sommeren. Næste dag viste Christina, hvor vi alle kunne bade – Christina havde selv badet der dagen før – det sagde slet ikke noget. Vi alle gik ind i Oyster Bay Yacht Club – tog bad, larmede lidt og sagde farvel og gik ud – med håndklæder og rent vasketøj – pludselig blev vi jagtet af klubbens sikkerhedsmand –det var gået op for dem, hvad vi havde gjort – puha det var ubehageligt. Mandag den 09. august kom vi til Bronx, City Island – kontrast og kontrast. Vi kom med en så stærk vind lige i mod os, at farten var mellem 1,2 og 1.7 knob. Vi kom i land og oplevede en helt andet Amerika end dagen før – Jens Christian kommer aldrig til at kunne lide kontrasten. Endelig fik vi telefonen til at virke og fik ringet til hjem. Emilie hørte, at hendes reklamefilm – den hun er med i om osten – Cheese Dippers – kørte på vist nok TV3 – da blev hun ked af det og savnede alt derhjemme. Vi læste mails fra Maria og Christian fra Emilies klasse, Rolfsager, Truelsen, Møller og Petersen og nåede ikke flere, da det foregik fra det lokale bibliotek. Det går bedre med vort budget – det var helt galt til at starte med – den første uge brugte vi et månedsforbrug og da det er af 15 års opsparing, kan det gøre lidt ondt. Men nu ligger vi kun lidt over og arbejder fortsat på at nå det. Vi sejler videre til Manhatten og bliver i New York nogle dage trods vi er nu 3 uger efter vor egen tidsplan. Da vi sejlede gennem Hells Gate, var vi meget nervøse, men heldigvis fik vi fordel af vor planlægning. Vi lå hele formiddagen i rigtig godt sejlvejr og ventede og ventede ud for City Island – en del af Bronx, hvor vi de sidste par dage havde ligget for morrings. Så pludelig gik vi afsted med modstrøm på 2 knob som efter en time blev til medstrøm på en knob – vi kom nærmere og nærmere Hells Gate og allerede en halv time før, kunne vi mærke, hvorledes vandet og trafikken ændrede sig. Gennem Hells Gate drønede vi med 9 knob – strømmen gav os de 6 knob, men for at have styrefart, måtte vi tilsætte ekstra 3 knob til farten. Vi sejlede simpelhen 15 meter fra motorvejen, der går rundt om Manhatten og var vis a vis skyskraberne. Det var enormt også da vi sejlede under den sidste af East River broerne som er Brookly Bridge og kunne se frihedsgudinden. Vi sejlede rundt mellem et hav af færger og taxier, andre både, politi og mange andre underlige forskellige både og påbegyndte sejladsen op af Hudson River. Lige ud for West 79th street som går direkte op til Central Park, krydser Broadway og blot 200 meter til America Museum of Natural History ligger Hispaniola. Vi mødtes med Mirrell som viste os rundt, blandt andet undergrundsbanen, Empire State Building, ChinaTown, Little Italy. Strømmen er stærk på Hudson floden og en dag kunne vi ikke komme ud til båden med vor egen gummibåd. Vi fik hjælp af en motorbåd, der sejlede os ud og da Christina skulle hente købmandsvare fra gummibåden, faldt hun med kjole og smykker i floden. Børnene skreg, men Christina tog fat og kom op – tør ikke tænke på, hvad der i værste fald kunne være sket. Vi nyder New York – er glad for byen og ser en masse muligheder. Vi ligger helt perfekt – fri vask og bad og forholdsvis beskyttet. Planlægningen går dog videre – vi nærmer os 4 uger efter egen tidsplan og da vi planlægger ny motor i Maryland, ved vi ikke, hvorledes vor revideret plan kommer til at se ud. Skolen ombord starter mandag den 15. august – vi glæder os alle og næste logbogsfortælling vil da også omhandle skolen ud over også at omhandle den atlanterhavs- og natsejlads, vi skal på om nogle få dage.

31. Jul 2005 kl. 17:07:45 af Jens
Den 31. juli 2005 - 20 år siden farmor fløj bort - ligger vi mellem Boston og New York. Navigation er ikke svært, men det er motorteknik derimod. Noget med motor kunne være overskriften på vor logbogsside nummer 2. Logbogsside nummer 1 fra den 14. juni, hvor vi fortsat boede på Turbinevej, fortsat havde job og gik i skole, hvor vi fortsat havde det liv, vi siden hen har forladt – for en stund – fortæller kun kort om vor planer. Vi er nu i Amerika, USA, Rhode Island mellem Boston og New York og har købt en sejlbåd og har sejlet til Newport. Vi kender båden godt nu, hvor den har været skilt ad et par gange. Den opfører sig pænt, for tingene går aldrig samtidig i stykker, nej båden Hispaniola venter pænt med en ting af gangen. Således har vi været meget på arbejde – bare det at få reservedele til en 20 år gammel båd – en reservedel kommer fra Annapolis - Maryland, en anden fra Seattle – Washington. Vi har også brugt marinemekaniker til et stykke svejsearbejde, som burde tage under et par timer – det kostede os over 7.000 kroner og båden skal ligge ved marina, hvis den ikke er shipshape jævnfør US Coast Guard og det koster fra ca. 600 kroner i døgnet. Vi kommer hver dag mere og mere tæt på at være der, hvor det er ren lykkefølelse, men er der ikke helt endnu. Vi har skulle sige på gensyn til så mange som vi holder af og farvel til så meget vi var glade for og goddag til så meget ukendt og uforudsigeligt, at det tager tid. Oplevelserne er enorme – hver dag har vi skyklapperne ude, for at kunne kapere – det er hårdt på mange måder og samtidig føler vi, at det er det rigtige for os – skal bare derhen, hvor vi oplever den rendyrket lykkefølelse, at kunne leve i nuet, ikke bekymrer sig for meget, være stolt og bryste sig som den stolte skipper – vi skal på havet snart – når ikke New York som planlagt, men når New York i August måned. Her er ekstremt naturskønt – guds eget land – fyldt med amerikanere og deres megaforbrug af alt ting – der er store forskelle her – mange rige ekstremt rige mennesker og mennesker der spørger om penge til bussen. Vi glæder os til at komme ud på havet og få sejlet nogle sømil, men glæder os også over at ligge i New Port og se stederne hvor JAWS er optaget – nemlig Marty´s Wineyard. Her er rigtig meget at se – kunne bruge et måned endnu – på seværdighederne. Vi bruger fortsat alt for mange penge – kunne have levet som konge og dronning i New Delhi for det samme, men arbejder hen imod at skulle holde budget for både os og båd. Hispaniola er en skøn båd – vi får en del opmærksomhed på hendes konto – hun er stærk bygget – har 7-8 mm massiv glasfiber, har en 20 tommer bred Hood mast som er 65 fod høj – hun er rigtig godt indrettet. Der er bare for meget sekundært, der går i stykker som vandpumper, toilet også den motor. Vi lever fint ombord – har Webergrill og DVD afspiller, men får sejlet for lidt.

14. Jun 2005 kl. 22:06:06 af Jens
Den 14. juni 2005 - 3 dage før skolernes sommerferie - dagen før Christina´s sidste dag på arbejdet og 3 uger før vi forlader Turbinevej i Hellebæk - den 14. juni 2005 blev hjemmesiden "offentliggjort" klar til brug - der mangler i midlertidig en hel del tekster og en masse foto´s som vi snarest bringer på siden. Det er også i dag den 14. juni at Richard W. fra Newport Yacht Surveyors besigtiger og røntgenfotografere Hispaniola. Det er dagen før vi skal til Danske Bank i Hellerup og overføre pengene til depotkonto til betaling for Hispaniola - vort nye familiemedlem. Vi glæder os til næste gang at kunne bringe nyt fra vor logbog - næste gang bliver fra fraflytningen af Turbinevej i Hellebæk, overnatningerne hos Mette og Kim og afgangen fra Kastrup Lufthavn med farfar og familie og venner - på gensyn er blevet vort motto - på gensyn.

© Copyright BigBlueYacht.com 2005
product of